Titel: Fremtiden - tilbage til fortiden

Jeg har arbejdet med møbler, arkitektur og indretning næsten hele mit liv. Min far var snedkermester og arbejdede fra 1951 til 1994 på snedkeri, som rejsende montør, fabrikant og senere som møbelhandler. I en ret tidlig alder i 1970érne begyndte jeg, at gå til hånde og blev senere udlært hos min far. Igennem min opvækst og læretid besøgte jeg en lang række møbelfabrikker og mødte møbel repræsentanter, snedkere og værkførere. Alle med en erfaring fra den forudgående tid og oplevelser med flere af de kendte møbelarkitekter og de mennesker, som satte store aftryk på vores designhistorie.

Jeg vil prøve, at tage dig med tilbage i historien og reflektere over, hvordan perioden for de kendte danske møbelarkitekter havde sit udspring. En rejse gennem årtierne i det meste af det 20 århundrede og frem til i dag.

En lille start på noget stort

Historisk set er perioden fra 1920'erne til 1940'erne meget definerende for, hvad Danmark arkitektonisk og designmæssigt i flere årtier blev kendt for. Sågar er denne periode på mange måder kilden til vores selvforståelse af, at omverdenen opfatter Danmark som en moderne design nation.

En stor påvirkning og indflydelse på udvikling i Danmark kom i høj grad fra Tyskland og modernismen i starten af det 20 århundrede. Året efter afslutningen på rædslerne i første verdenskrig i 1919, blev den tyske kunstskole Bauhaus grundlagt i byen Weimar. Bauhaus-skolen var en sammenslutning af flere kunstarter bl.a. arkitektur, maleri, skulptur, kunsthåndværk, industriel design m.m.

Bauhaus filosofien og de mest dedikerede modernister fandt stor fascination og inspiration i industrialiseringen. Det handlede om det rationelle, samlebåndet og de nye maskiners muligheder. Det var ønsket om en ny start og en nedbrydning både mellem rig og fattig og det eksisterende. Idealet var, at alt skulle forenkles, tidligere stilarters pynt, voluminøse detaljer skulle nu renses helt væk. Modernismen påvirkede alle kunstarter, hvor bl.a. kubismen inden for billedkunst simplificerer alle detaljer til kuber og cylindere (Picasso er blandt andet kendt for sine forholdsvist abstrakte, kubistiske portrætter). Perioden revolutionerede den europæiske kunst, og influerede desuden musikken, litteraturen og arkitekturen kraftigt.

Funktionalismen / modernismen

Funktionalismen og modernismen har mange ligheder i at udtrykke det moderne industrielle samfund. Forskellen findes i, at funktionalismen har et mere socialt fokus, og modernismen mere har fokus på det formelle formsprog. I en dansk sammenhæng kender de fleste langt bedre begrebet funkis, som blev en forkortelse af funktionalismen. I en skandinavisk sammenhæng kan datidens ideal om "funktionalisme" kædes sammen med ønsket om en social indsats og opbygningen af velfærdssamfundet.

En af Danmarks mest berømte og produktive arkitekter er Arne Jacobsen, som i 1930érne tegnede en lang række hvide, kubiske huse og i stort omfang brød med traditionel dansk byggeskik i form af byggerier med fladt tag inspireret af modernismen fra Bauhaus arkitekterne. Mens andre arkitekter som f.eks. Kay Fisker og C.F Møller kombinerede funktionalismen med danske materialer og håndværkstraditioner - hvilket den dag i dag, er langt mere accepteret af den brede del af befolkningen fordi disse byggerier trods langt større enkelthed også typisk har saddeltag.

En konservativ tilgang til nytænkning er ikke ny, og det gælder bestemt også inden for møbel verdenen. Begrebet "funktionelle møbler" begyndte at tage form i Danmark sidst i 1920'erne og gjorde sig gældende gennem 1930'erne. Funktionelle møbler fremstod nærmest som om de kom fra en anden planet, især i forhold til idealerne for den brede befolkning. Jeg plejer at bruge den folkekære TV-serie "Matador" som et eksempel på, hvordan møbler og interiør så ud i 1929 for de velstillede. Serien portrætterede fremragende datidens ideal om et interiør for de fine - hos seriens bankdirektør Varnæs. Tunge og store snedker møbler, overdådige gardiner, mønstret tapet, ægte tæpper og malerier med guldrammer. Dette var også det, arbejderklassen og familier med almindelige indkomster drømte om, men de fine snedkerfremstillede møbler var ofte for dyre. Derfor måtte de typisk nøjes med industrielt producerede bondemøbler eller dårligt fremstillede kopier, som kunne købes på afbetaling.

Billederne illustrerer den næsten ubegribelige kontrast mellem idealerne i 1929 og starten af 1930'erne og funktionalismen/modernismen.

Barcelona pavillonen fra verdensudstillingen i 1929, er et ikonisk eksempel på modernismen fra en af Bauhaus skolens mest berømte arkitekter, den tyske Ludwig Mies van der Rohe. Han var søn af en stenhugger, hvor han i barndommen også arbejdede og fik en indgående materiale forståelse. Bemærk også stolene "Barcelona stolen" som Ludwig Mies van der Rohe tegnet til pavillonen.

Pavillonen blev revet ned 6 måneder efter udstillingen, men blev genopbygget af en gruppe catalanske arkitekter i 1983 - 86 på præcis samme sted i Barcelona.

Den sene Industrialisering

Den konservative holdning og fastholdelse af traditionerne skyldes også, at Danmark oplevede industrialiseringen senere end mange andre lande. Dette satte sit tydelige præg på, at det gik meget langsomt med accepten af de nye strømninger indenfor arkitekttegnede møbler, arkitektur og design. I Danmark var der en meget dyb håndværksmæssig tradition for god kvalitet, og mange unge mænd valgte stolt at uddanne sig som håndværkere. Vi har en historisk tradition for anvendelse af naturlige materialer - navnligt træ. Derfor er snedkerfaget en essentiel del af vores design historie - for det var netop en dygtig snedker, som satte gang i udviklingen.

Betegnelsen "guldalderen" inden for dansk møbel historie begynder i 1920'erne, hvor en enkelt person gjorde en historisk forskel. Arkitekten og snedkeren Kaare Klint blev ansat ved Kunstakademiet på Skolen for Møbelkunst i 1923. Mange af de efterfølgende mest kendte danske møbelarkitekter blev uddannet og inspireret af Kaare Klint, der, gennem sit eget møbeldesign og undervisning, prægede en hel generation af danske møbeldesignere. Klint lagde vægt på gode materialer og perfekt håndværksmæssig forarbejdning. Han var dybt engageret i funktion, kvalitet og rene linjer, og hans studier af menneskekroppen blev central for udformningen af møblerne, hvor han stræbte efter, at møbler skulle integreres snarere end dominere i de rum, de var bestemt til.

I 1920'erne begyndte flere møbelhandlere at vise mindre interesse for de dyre snedker møbler og fokuserede i stedet på mere prisvenlige alternativer til den bredere befolkning. Hvilket var sund købmandslogik. Disse møbelhandlere tilbød relativt billige møbler med dårligt udførte dekorationer, der forsøgte at efterligne luksus møblerne. Stilen var stadig præget af store, tunge, mørke og svulmende møbler, der ikke passede godt til de små arbejderlejligheder, hverken funktionelt eller praktisk.

Møbelhandlernes fravalg af snedker møblerne kombineret med en mere effektiv dansk industriproduktion, begyndte at udfordre de traditionelle håndværk, herunder snedkerierne. Tiden var derfor moden til, at innovative snedkere og arkitekter trådte til for at gøre en forskel.

Samarbejde

Snedkerne tog initiativ i 1927, hvor en lille gruppe snedkermestre i København introducerede en årlig udstilling kaldet "Snedkerlaugets møbeludstilling". Bag disse udstillinger lå ideen om at beskytte snedkernes levebrød mod den voksende trussel fra billigere industrimøbler. Udstillingerne havde til formål at understrege snedkernes berettigelse til at opretholde høje priser på grund af den smukke og høje kvalitet af deres arbejde.

Samtidig engagerede flere arkitekter sig socialt og havde ambitioner om at forbedre arbejderklassens levevilkår. Målet var at skabe boliger, der var både mere overkommelige og af højere kvalitet. Dette krævede en rensning af formsproget og en industrialisering af byggeriet. Arkitekter fokuserede også på at skabe indretninger og møbler, der var lettere, og der var særlig opmærksomhed på minimalistisk design for at opretholde en forsvarlig standard. Et centralt slagord blev "boliger til et eksistensminimum". Arkitekter arbejdede på at beregne det nødvendige pladsbehov for forskellige funktioner i en bolig og hvordan de mest hensigtsmæssigt kunne struktureres.

Interessen fra arkitekter for at samarbejde med snedkerier steg markant, både ud fra et socialt samfundsansvar og i håbet om at påvirke udviklingen mod mere funktionalistisk og lettere design, væk fra de svulmende, tunge møbler i stilarter som renæssance og rokoko. Nogle arkitekter, herunder den toneangivende arkitekt og samfundsrevser Poul Henningsen, ønskede endda at opdrage befolkningen til at bo mere hensigtsmæssigt og kæmpe imod alt overflødigt.

Snedkerlauget var i begyndelsen tøvende overfor samarbejdet med arkitekter, men indså, at nye ideer og tiltag kunne bidrage til at vende udviklingen fra et truende og svigtende marked. Geografien omkring København viste sig at være en fordel, idet en række konkurrerende mindre snedkerier og virksomheder nød godt af hinandens fællesskab på grund af den begrænsede geografiske afstand. Dette gjorde det let at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, sprede nyheder og dele viden og erfaringer.

For at styrke samarbejdet og fremme udviklingen blev der fra 1933 indført årlige konkurrencer. Dette sikrede, at kun det allerbedste blev præsenteret på Snedkerlaugets møbeludstilling.

1930érne

I 1930'erne blev præget af økonomisk krise, høj arbejdsløshed og en fortsat meget konservativ holdning til nye strømninger og ideer. På trods af dette stod en lille gruppe enkeltpersoner frem og mente, at funktionalismens ideer indebar helt nye perspektiver og muligheder. Disse muligheder strakte sig ud over blot at bryde med fortidens stilarter; de åbnede op for at skabe et bedre liv, ikke kun for eliten, men for den brede befolkning.

En af disse visionære personer var Frederik Nielsen, direktør for FDB. Han havde siden 1929 taget initiativer, der pegede i retning af FDB's fremtidige plads i dansk designhistorie. Det var dog først ved oprettelsen af FDB's eget møbel kontor og ansættelsen af møbelarkitekt Børge Mogensen som chef i 1942, at man tog det afgørende skridt ind på den vej, der senere blev synonym med FDB Møbler.

Børge Mogensen er sammen med navne som Nanna Ditzel, Hans J. Wegner, Finn Juhl og Arne Jacobsen, markante arkitekter i den generation, som tog filosofien fra Kaare Klint med sig gennem de næste årtier. Særligt Børge Mogensen var dybt dedikeret til Kaare Klint´s enorme fokus på funktionalismen og menneskekroppens dimensioner, som blev helt central for møblernes udformning. Der var masser af gode intentioner, men igen var det svært at trænge igennem ud til et bredt publikum. Et godt eksempel på dette er fra Snedkerlaugets møbeludstilling i 1945.

Her udstilles nye møbeldesign i en 2 værelses lejlighed i København. Hans J. Wegner og Børge Mogensen mødte hinanden på arkitektskolen og fik et livslangt venskab. I sommeren 1945 var de i sommerhus med deres familier, hvor de tegnede henholdsvis en stol og en tremmesofa til den forestående udstilling. Børge Mogensen tegnede tremmesofaen model 1789, som var en blanding af en fransk chaiselong og en engelsk London sofa. På udstillingen i den 2 værelses lejlighed, blev sofaen præsenteret i mahogni - og var på det tidspunkt ganske usælgelig.

Derfor er det vigtigt at påpege, at uanset hvor dygtig en håndværker og arkitekt Børge Mogensen var, så kræver det endnu et aspekt for, at noget kan sælges - et marked. Tremmesofaen blev relanceret i 1962 i lyst bøgetræ, hvor en stor ny generation ønskede sig noget andet end de tunge klunkemøbler, de var vokset op med i barndomshjemmet. Tremmesofaen 1789 blev ikonisk sammen med en lang række af de funktionalistiske møbler og bl.a. PH lamper. Succesen var både, på grund af arkitekternes gode design, passionen og dygtigheden til håndværket, men i den grad også fordi der nu var et kæmpe marked og efterspørgsel.

Efter min mening, er det derfor lidt for undrende, at der laves et tv-program, hvor man prøver, at tegne nye klassikere - eller når unge arkitekter, som tradition saver en Y-stol i stykker for, at symbolisere at de gamle klassikere skal erstattes. Det er nok bedre at erkende, at markedet ser fuldstændig anderledes ud end dengang og at den dybe tallerken allerede er opfundet. Mange af de møbler, som er ikoniske klassikere, blev tegnet ud fra studier fra noget tidligere. F.eks. Shakerne eller kinesiske oldtids møbler, som blev fortolket, forenklet ud fra en virkelig høj faglighed som både snedkere og arkitekter. Samt dygtigheden/heldet i at finde de rette produktionssteder og samarbejdspartnere. Selvfølgelig har de kendte møbelarkitekter haft et ønske om, at deres møbler kunne sælges, men de startede næppe med at tænke "nu skal jeg tegne en klassiker". De havde et enormt talent og havde tiden med sig - modsat i dag. Der findes masser af talent, men markedet er oversvømmet af møbler i alle prisklasser.

Derfor er det bare unægtelig meget sværere at tegne møbler i dag, som har en chance for, at blive en succes og måske endda på sigt blive en klassiker. Dog mener jeg, at yngre og kommende generationer af møbelarkitekter måske har bedre muligheder i fremtiden. Det bliver med stor sandsynlighed både nødvendigt og igen populært at investere i langtidsholdbare møbler i bedre kvalitet.

FDB

FDB møbler tog kampen op - de skulle forene kravet om høj kvalitet, ønsket om at demokratisere moderne møbler og samtidig sælge dem til priser, der var overkommelige for den almindelige dansker. I takt med FDB's organisatoriske etablering formåede Børge Mogensen og hans designteam at præsentere en imponerende kollektion, som i dag betragtes som klassikere på verdensplan. Tidsmæssigt var det perfekt, idet 1940'erne nærmede sig afslutningen, og der blæste nye, moderne vinde. Et økonomisk opsving var undervejs, og befolkningen efterspurgte fornyelse.

Børge Mogensen stoppede som leder af FDB’s møbel kontor i 1950, men havde sat en afgørende retning og tegnet møbler, som nu for alvor kunne sælges. Resultatet var imponerende salgstal i løbet af 1950'erne og en udbredelse af FDB's ikoniske møbler, som sidenhen ikke har haft en lignende popularitet. Frederik Nielsen og Børge Mogensens mission blev en triumf, og møblerne med løftet om en lys og lykkelig fremtid blev ejendom for folket.

Priserne var måske ikke i fuld overensstemmelse med produktionsomkostningerne, men takkevære FDB´s store økonomiske muskler kunne missionen stå højere end jagten på overskud. Danskernes møbelkultur skulle forhøjes, uanset omkostningerne!

Møbelfabrikken Carl Hansen, repræsentant Ejvind Kold Christensen og arkitekt Hans J. Wegner kan tilskrives en stor ære for, at dansk design blev spredt ud over landegrænsen og fik afgørende betydning for populariteten. I 1946 blev Ejvind Kold Christensen salgsdirektør for Carl Hansen. Han havde tæft for både salg, markedsføring og holdt øje med potentiale hos nye danske møbeldesignere.

På den måde blev Hans J. Wegner "opdaget" og inviteret til fabrikken på Fyn i 1949, hvor han indgik aftale om samarbejde med Carl Hansen og tegnede bl.a. den legendariske Y-stol (CH24). En stol, der senere skulle udvikle sig til en ny "folkestol", som var velegnet til massefabrikation og dermed forholdsvis billig. Meget heldigt for udbredelsen af dansk design kulminerede dette også med, at Danmark fulgte Englands devaluering på 30% i september 1949. Dette gjorde danske møbler meget billigere i USA, og skete nogenlunde samtidig med, at markedsføringen af danske møbler slog igennem i resten af verden, og USA især. Altså blev transporten væsentligt nemmere, møblerne blev væsentligt billigere, på samme tid som markedsføringen virkelig toppede i USA. Dette resulterede i, at dansk design på en heldig og til dels uforudsigelig måde, pludselig blev meget populært i USA.

1950érne

De kendte danske møbelarkitekter, bliver mest af alt beundret for deres streg og design - hvad man ofte overser eller underkender, er hvor vanvittig dygtige snedkere de også var.

Et karakteristisk træk ved mange kendte danske designere, med nogle få undtagelser, var deres tilknytning til kvaliteten af træmaterialer. En del af de møbelklassikere, som blev tegnet i 1950'erne, er lavet i klassiske, nordiske træsorter som egetræ. Ligeledes træsorter som bøg og birk, som man samtidig finder ud af at formspænde i eksperimenterende, organiske former. Herudover begynder teaktræ så småt at komme til landet for i stigende grad at blive anvendt på snedkerierne. Det betyder, at en del 50’er-møbler designes i den mørkere træsort, der giver et nyt og meget anderledes udtryk i forhold til tidligere, hvor mørke mahogni lignende træsorter typisk blev anvendt til meget tunge klassicistiske møbler. Den nye generation af møbelarkitekter formåede nu at formgive teaktræ til elegante, moderne og lette møbler i en ny stil og udtryk.

I løbet af 1950’erne begyndte møblerne på Snedkerlaugets møbeludstillinger, at blive kopieret og masseproduceret rundt omkring på et stigende antal møbelfabrikker. Dette medførte en langt større udbredelse af møbler tegnet af arkitekter til den brede del af befolkningen. Møbelfabrikkerne arbejdede nu i stigende grad sammen med mange arkitekter. Her er Hans J. Wegner et fantastisk eksempel på, hvordan han tegnede til forskellige møbelfabrikker og snedkerier f.eks. Getama, Carl Hansen, Andreas Tuck, Ry møbler, Johannes Hansen Møbelsnedkeri, og udnyttede producenternes forskellige kompetencer til det pågældende møbel eller serie.

Ejvind Kold Christensens betydning i dansk møbelhistorie efterlod et markant aftryk. Han viste sig at være en visionær organisator, der formåede at samle fem møbelfabrikker i et fælles salgssamarbejde, kendt som Salesco (Sales Company). Konceptet bag Salesco var, at hver virksomhed skulle specialisere sig i produktionen af specifikke møbeltyper, såsom borde og opbevaringsmøbler, hvilket resulterede i konkurrencedygtige priser og øget produktivitet. Salget blev fremmet gennem deltagelse i udstillingsaktiviteter og messer - både nationalt og internationalt.

Hans J. Wegner var stjernen i denne virksomhed galakse, og hans møbler udgjorde grundlaget for Kolds nytænkning og for Salesco. Det var en afgørende betydning for fremstødet for "Dansk Møbeldesign" i hele verden. Virksomhedens salg var udelukkende baseret på Wegners møbeldesign indtil slutningen af 1960'erne. Noget af det, som skulle vise sig, at være afgørende i succesen var, at Ejvind Kold Christensen

formåede at overbevise Wegner om levedygtigheden i en delvis industrielt baseret masseproduktion.

60érne

Et centralt øjeblik for Salesco, Wegner og "Danish design" var da John F. Kennedy og Richard Nixon var i valgkamp om præsidentvalget i 1960. Tv- studiet hvor præsidentvalgets debatter blev afholdt, havde valgt at købe et antal Wegner stole model 503 (Den Runde) på grund af den gode komfort og sin enkelthed. Stolen havde allerede vakt opmærksomhed internationalt i starten af 1950'erne, men amerikanerne fandt et nyt og mere sigende navn til denne stol under valget i 1960 'The Chair'.

Tiderne ændrede sig med industrialisering og en øget velstand i Danmark. Den hidtil meget typiske familiebolig i form af en lejet 2 værelses lejlighed, blev af den brede del af befolkningen udskiftet med parcelhuse. Mellem 1960 og 1980 blev der bygget 450.000 enfamiliehuse, og Danmark bliver en nation af parcelhusejere.

Snedkerne kunne stadig sælge deres håndlavede møbler, men efterhånden som 1960’erne skred frem, blev det sværere at sælge dem, fordi industrien kunne fremstille langt billigere møbler og der samtidig kom en øget interesse for moderne design og teknologi. Møbler og tilbehør blev ofte præsenteret i levende farver og unikke former i materialer som plastik og fiberglas i mere eksperimenterende design. Det resulterede i, at mange møbelværksteder lukkede, og i dag er de stort set helt forsvundet. Den imponerende salgs- og promovering succes for SALESCO varede desværre heller ikke ved og gik i opløsning i 1969.

Ejvind Kold Christensen satte endnu et stort aftryk i dansk møbelhistorie. Allerede omkring 1955 indgik Kold Christensen et nyt samarbejde med arkitekten Poul Kjærholm. De to blev introduceret for hinanden af Hans J. Wegner, som underviste Kjærholm på arkitektskolen.

I starten af 1960'erne forlod Kold Christensen Salesco og satsede på et nyt samarbejde med Kjærholm. Deres tætte faglige samarbejde førte til nyskabende resultater. Men indledningen af dette samarbejde satte Kold i en svær position overfor Wegner, der stillede ham over for et ultimatum: Kold måtte vælge mellem Wegner og Kjærholm. Kold valgte at satse på det nye talent, som Wegner selv havde introduceret for Kold.

Pladematerialer

Spånplader kom i kommerciel produktion i Tyskland i 1941 og er fremstillet af træspåner (typisk fra nåletræer), lim og voks, hvilket gjorde materialet meget billigt.

I løbet af 1950'erne og særligt i 1960'erne gjorde spånplader deres markante indtog både i byggebranchen, møbelindustrien og køkkenbranchen. Denne udvikling markerede en overgang fra de små køkkener før 1960'erne og en ny måde at bo på i de mange nybyggede parcelhuse. Spisekamre forsvandt, og køkkenet blev betydeligt større og mere veludstyret med både under- og overskabe samt rigelig bordplads samt afsat plads til spisning i køkkenet.

I løbet af 1960'erne blev køkkenskabet moderne med teaktræsfinér. I de nye parcelhuse og villaer begyndte man at anvende køkkenelementer, hvilket betød en afsked med de traditionelle snedkererede skabe i køkkenet. Køkkenelementerne var laminerede spånplader og blev produceret i en bestemt stil. Alt fra køleskabe og vægfliser til diverse skabslåger og skuffer fulgte denne stil.

1970érne - storhedstiden rinder ud

I de sidste år af 1960'erne og gennem 1970'erne var der et opbrud mod funktionalistiske møbler, som blev for smags opdragende af den brede befolkning. Samtidig viste flere arkitekters tro på, at velstanden ville fortsætte med at vokse og dermed sikre, at selv relative dyre møbler fortsat ville have muligheden for et stort markedet, var en illusion. Selv FDB møbler, som netop var opbygget på idealet om folkelige priser, måtte sande, at der kom så mange billigere møbel alternativer, som medførte nedgang. På mange måder er det symbolsk for denne periode, at FDB møblers tegnestue lukkede i 1968 og året efter i 1969 åbnede den første IKEA i Danmark (11 år efter den første IKEA forretning åbnede i Älmhult i Sverige i 1958).

Nu skulle møbler ofte være billige og lette at skifte ud. Materialer som spånplade, MDF plader, melanin afløste i stor stil de gamle stolte snedker traditioner og filosofien om langtidsholdbare produkter. 1970’erne var præget af det individuelle behov, varme og hygge, udtrykt i en eksplosion af farver og mønstre i boligindretningen. Dette var en tid, hvor der var stor interesse for naturmaterialer som f.eks. bambus, rattan og kurvemøbler, der blev brugt til at skabe en organisk og afslappet atmosfære i hjemmet. Der var en tendens til at bruge et bredt udvalg af farver f.eks. orange, limegrøn, gul og kraftfulde røde nuancer - ofte kombineret i geometriske mønstre, zigzag mønstre eller blomstermotiver, der prydede væggene, tæpperne og møblerne.

For mig startede min egen historie i 1970érne altså midt i en tid, som var præget af en overgangsfase - hvor den brede del af befolkningens købsvaner gik fra det langtidsholdbare og funktionalistiske til plademøbler i MDF og spånplade samt indtoget af køb og smid ud kulturen.

1980érne

I 1980'erne oplevede køkkenet en markant vækst og en øget åbenhed mod stuen/spisestuen. Dette gav anledning til konceptet "samtalekøkken", hvor de, der tilberedte maden, kunne deltage i samværet med dem, der skulle spise sammen. Paradoksalt nok blev de større køkkener ikke i samme omfang brugt som de tidligere mindre køkkener. En betydelig del af måltiderne til travle familier, der arbejdede uden for hjemmet, bestod ofte af færdiglavede retter, der kun skulle opvarmes.

Denne udvikling fortsatte ind i det nye årtusinde med stadig mere luksuriøse køkkener. Derudover skiftes køkkener hyppigt ud, når stilen bliver forældet eller i forbindelse med bolig- køb og salg.

I min opvækst i 1980érne besøgte jeg og min far firmaet Tvilum i Midtjylland (grundlagt i 1965) og jeg var meget duperet af, at værkføreren stolt fortalte, at hvis man lagde pladerne ned i en sammenhængende række, brugte Tvilum dengang 13 kilometer spånplader i døgnet.

Nu er det efterhånden mange år siden jeg stod der i Tvilums lagerhaller med min far i hånden i dyb benovelse - i hvert fald er anvendelsen af spånplader kun vokset - i skrivende stund i 2024 læsser Tvilum 1.000 kasser møbler i timen døgnet rundt, hvilket bliver til mere end 7 millioner kasser møbler om året. Dagligt fyldes omkring 70 lastbiler med møbler, som distribueres ud til hele verden. 

Jeg under i den grad driftige virksomheder, succes og hæder, men det rammer alligevel min passion og forhold til kvalitet og det gode håndværk, at Danmark efterhånden blev mere berømt for at lave spånplade møbler end design i høj kvalitet, som tidligere gjorde os verdensberømte. 

MDF

(Medium Density Fiberboard) blev opfundet i begyndelsen af det 20. århundrede. En af de første dokumenterede anvendelser af MDF var i 1970'erne, og det har sidenhen fået bred anvendelse inden for møbelproduktion, byggeindustrien og håndværk. Netop dette materiale betød, at 1980'erne bød på et eksempel på nyt dansk finere møbeldesign.

Firmaet Montana møbler blev grundlagt i 1982 af Peter L. Lassen, som så muligheden i, at anvende MDF pladen til et designprodukt - da MDF modsat en spånplade er glat og velegnet til at sprøjtemale. Reolsystemet Montana blev designet ud fra en tidligere krydsfiners reol - systemet 60 x 60, som Peter L. Lassen udviklede i 1974 til møbelproducenten Fritz Hansen.

Peter L. Lassen udviklede Montana reolsystemet i årene 1979-1982 og baserede reolens mål på A4 systemet. Gennem alle mine år med arbejdet med møbler og indretning har jeg ofte mødt udsagnet eller spørgsmålet: " Montana møbler er jo noget af det ypperste indenfor dansk møbelkunst - er det ikke?" Jeg måtte svare, at systemet er ekstremt godt fundet på og et genialt industriprodukt baseret på en meget billig råvare - højt design, men ikke håndværksmæssigt noget af det ypperste.

Montana møbler har gennem årene været enormt dygtige til at ramme markedet med fornyelse og et bredt farve udvalg, hvilket også passede til tiden i 1980érme. For ud over anvendelsen af pladematerialer skiftede fokus mod nostalgi og retro stil, hvor pastelfarver som lyserød, mint grøn og lyseblå blev populære og ofte anvendt som dominerende farver i indretningen. Vægge, gardiner og polstrede møbler blev prydet af blomstermønstre og geometriske designs, der var karakteristiske for 80'ernes æstetik. Møblerne i 1980'erne var ofte fremstillet af lyse træsorter som fyr og navnlig bøgetræ og havde en mere strømlinet og enkel form. Samtidig oplevede man en opblomstring af plastikmøbler, metalrammer og glas, der blev brugt til at skabe et moderne og futuristisk udseende, som af mange blev kaldt Hightech.

Begyndelse på miljøbevidstheden

I min opvækst og starten på mit arbejdsliv var miljøspørgsmål ikke øverst på dagsordenen, og bæredygtighed var en overset faktor i mange brancher, herunder møbelindustrien. Dog begyndte der op i 1980'erne at ske ændringer. Jeg befandt mig midt i en tid, hvor ædle træsorter som Bangkok Teak, Palisander og Cuba mahogni begyndte at forsvinde i Danmark på grund af stigende bekymringer for træ og ressourcernes bæredygtighed. Det blev særligt tydeligt i slutningen af 1980'erne, hvor der blev indført reguleringer og forbud mod handlen med visse tropiske træsorter. I 1986 blev handlen med Bangkok Teak forbudt, og i 1987 fulgte Palisander og Cuba mahogni efter.

Disse foranstaltninger markerede en langsom begyndelsen på en øget opmærksomhed på de negative miljømæssige konsekvenser af møbelindustriens praksis og behovet for mere bæredygtige alternativer.

Desværre er det først nu godt 40 år senere, at vi for alvor har indset nødvendigheden.

I 1980érne oplevede vi, hvordan en kultur af køb og smid ud begyndte at vinde indpas. Møbler, der tidligere ville have været genstand for reparation og ompolstring, blev nu erstattet af moderne design og billige alternativer. Denne kortsigtede tilgang til forbrug førte til en stigende mængde affald og en tendens til at negligere kvaliteten og varigheden af de indkøbte varer. Materialevalg og produktionsmetoder ændrede sig, og fokus skiftede væk fra traditionelt håndværk og langtidsholdbare materialer. Den bæredygtige tankegang, som vi i dag værdsætter så højt, var desværre fraværende i det meste også i møbel verdenen i 1980'erne.

1990érne

I 1990'erne kom det mørke træ tilbage, denne gang i amerikansk kirsebærtræ. Både møbler og køkkener skulle igen være mørkere og mere hyggelige. Svampe malede vægge i terrakotta, gul og brændte farver var et hit. I de ellers sjældne møbeldesign nyheder, som blev til noget, kom Nanna Ditzel med stolen Trinidad i 1993, som udnyttede den nye 3 akset cnc fræsers muligheder for udfræsning. Fra midten af 1990'erne begyndte populariteten for møbler fra guldalder perioden at stige kraftigt.

1990érne var for mig præget af en helt særlig oplevelse. I 1997-98 planlagde jeg sammen med møbelforretningen Bolighuset i Ry en meget stor Hans. J. Wegner udstilling. Forretningens store samling af Wegner møbler, blev suppleret med en lang række udlåns modeller fra møbelproducenter, private, Hans J. Wegners datter Marianne Wegner og bl.a. Aarhus Rådhus. 

Det blev til 130 forskellige møbler på et udstillingsareal på 600 m2. I forbindelse med planlægningen besøgte jeg Hans J. Wegner i hans hjem i Gentofte og drak kaffe med den berømte møbelarkitekt. Jeg hørte om hans liv, karriere, livslange venskab med Børge Mogensen og hans oplevelser med bl.a. Salesco, møbelproducenterne og snedkerne.    

Vi talte også om tiden, da Hans J. Wegner blev ansat hos Arne Jacobsen og Erik Møller i 1937. Ansættelsen var i forbindelse med byggeriet af Aarhus Rådhus, hvor Wegner tegnede møbler og lamper til projektet. Netop nogle af disse møbler bl.a. "Rådhus stolen" fra Byrådssalen lånte jeg i 1998 til udstillingen i Ry.

00érne

I 00’erne blev der igen fokuseret på enkelhed og minimalisme i interiørdesign. Denne tilgang afspejlede ønsket om at skabe et rent og organiseret miljø, hvor færre elementer skabte en mere rolig atmosfære. Møbler blev ofte fremstillet af materialer som metal og glas for at skabe et strømlinet og moderne udseende. Neutral farvepalet og enkle former var fremherskende. Der blev skabt en kultagtig status på specielt modeller tegnet af Arne Jacobsen og Poul Kjærholm samt lamper tegnet af Poul Henningsen.

Second hand butikker kom frem og prisen på en gammel original stol kostede ofte en del mere end en ny produceret tilsvarende stol, hvis den havde de rette detaljer, materiale og ikke mindst producent. 00érne og ca. halvdelen af 10érne blev meget farveløse, og farverne sort, hvid og grå var altdominerende - jo bevares der skulle så ofte ligge en velvalgt rød pude eller stå Arne Jacobsen "Ægget" i signal rødt stof det rette sted i boligen. Køkkener skulle ligeledes være neutrale eller grafiske i blank højglans og stål, hvilket bestemt ikke er de letteste overflader at holde pæne. Tiden bar præg af, at indretning og møbler, køkkener og indretning mest var æstetik og det funktionelle blev tilsidesat.

10érne - 20érne

Hvor er vi i dag?

Miljøbevidstheden har omsider ramt os. I en verden, der nu konstant søger bæredygtige løsninger, er det at indrette ens hjem uden at købe nyt, blevet en løsning eller et mål for nogle. Genbrugsbutikker og antikvitetsbutikker er for mange blevet et supplement eller erstatning for at købe ny produceret. Det er blevet populært, at møbler, køkkener og indretning signalerer godt håndværk, det snedkerfremstillede. Trends er bl.a. Japandi, som er en kobling mellem japansk og skandinavisk enkelthed. 1970érnes individualitet og fokus på det varme og hyggelige er vendt tilbage. Ligesom i 1970érne er brugen af naturmaterialer atter i fokus - nu ikke kun for det visuelle og stemningen der styrer trenden, men også følelsen og ønsket om at købe noget meget bæredygtigt.

Fremtidsforskere skriver, at trends gerne skal forsvinde. Vi skal alle sammen købe mindre og købe bedre kvalitet. Ja sågar skal vi gerne opbevare mindre og ikke mindst bygge mindre boliger. Jeg har et lyst sind og vil gerne være optimist, men jeg tror ikke på, at det er helt er så enkelt. Nogle (navnlig yngre, kommende forbrugere) vil sikkert i langt højere grad leve efter en endnu større miljøbevidsthed og forbrugsvaner, men vejen er nok lang. I vores kære land, som har 8 ret mørke måneder i løbet af året og hvor vi opholder os langt mere indendørs end udendørs, er indretning en interesse og et fokus, som givetvis er ret vedvarende. Jeg ved dårligt nok, hvor mange boligprogrammer der i øjeblikket ruller over TV skærmen, men populariteten og seertallene taler jo nok deres eget sprog.

Jeg har arbejdet med møbler, arkitektur og indretning næsten hele mit liv. På mange måder har jeg en usædvanlig baggrund og kombination af erfaring. Fra barnsben var jeg omgivet af duften af træ fra snedkerværkstedet og præget af arbejdet og salg af møbler. Her blev jeg udlært og havde efterfølgende en årrække i møbelbranchen, inden jeg blev indretningsarkitekt. Derefter uddannede jeg mig til bygningsarkitekt MAA på Arkitektskolen i Aarhus. På den måde har jeg efterhånden en 30 årig arbejdskarriere med de ting, som jeg elsker og har så stor en passion for. Når jeg kigger bagud skuende på både historien og mine egne erindringer, føler jeg mig heldig og privilegeret. Jeg har bl.a. drukket kaffe hos Hans J. Wegner i 1998 i hans private hjem i Gentofte. Jeg mødte den berømte møbelarkitekt i forbindelse med, at jeg lavede en stor Wegner-udstilling i byen Ry i Østjylland med mere end 130 forskellige stole.

Nanna Ditzel mødte jeg i 2002 da jeg var med til at opstille og designe en udstilling om hendes møbelstoffer, smykker og møbeldesigns. Ud over at hun var en elegant og stilfuld kvinde var Nanna Ditzel hjertelig og passioneret. De samtaler jeg havde med hende var givende og jeg havde lejlighed til, at høre om hendes mangfoldige designs og store inspiration fra dyr og naturen. Nanna Ditzel var sej - hun var fra en tid, hvor der virkeligt ikke var mange kvinder, som tog vejen og havde talentet til, at blive et ikonisk design navn. Jeg vil altid beundre hende for hendes evne til, at fordybe sig så meget ned i mange forskellige facetter inden for design.

I 2014 mødte jeg Peter L. Lassen grundlægger af den berømte Montana reol - jeg mødte ham da jeg tegnede og designede et unikt 150 m2 showroom i Odense - Montana Huset.   

Montana Huset indeholder entré, kontor, badeværelse, soveværelse, køkken / alrum og stue. Huset er designet med hver en detalje efter Peter L. Lassens Montana reolsystem, der skaber et komplet Montana interiør inkl. innovative opstillinger, såsom en Montana seng, et svævende Montana køkken lavet af Montana Wardrobe elementer og en væghængt Montana sofa. 

For mig blev det et glædeligt møde og minde med Peter L. Lassen, som blev meget rørt over mit arbejde og dybe indlevelse i hans livsværk. 

Jeg har lavet utallige indretninger i private hjem, rådgivet om møbler, belysning, tegnet køkkener, erhvervsindretninger, udstillinger og showrooms, og de sidste 10 år har jeg i mit eget arkitektfirma tegnet huse og erhvervsbyggeri i kombination med indretning og alle elementerne samt interiøret til projekterne. Min holdning til design, indretning, møbler og arkitektur er ønsket om individualiteten og forskelligheden - for tænk, hvis vi alle sammen ville have præcis det samme. Jeg håber alle er glade for det de har, den stil vi individuelt holder af og bor i. Arbejdet som arkitekt og indretningsarkitekt er et nichemarked. Det er til dem, som ønsker at få hjælp til løsninger de ikke selv kunne finde på - en investering i noget unikt og langtidsholdbart.

Det ligger mig meget fjernt at skulle overtale nogen til at investere i mit arbejde og rådgivning - det skal være et ønske fra dem jeg hjælper. Jeg beundrer den tankegang, Kaare Klint havde tilbage i 1920érne. Ønsket om de gode materialer og perfekt håndværksmæssige forarbejdning. Det funktionelle, kvalitet og rene linjer og at møbler i højere grad integrerer sig - frem for at dominere i de lokaler de skulle bruges i. Jeg holder af det enkelte og synes modernismen i starten af det 20 århundrede er dybt fascinerende og stadig inspirerende.

Minimalismen var jeg meget fascineret af, som ung arkitekt og møbler og arkitektur skabt af den tyske arkitekt Mies van der Rohe og danske Poul Kjærholm beundrer jeg til stadighed. Jeg er bare blevet lidt blødere gennem årene og holder af, at indretning og arkitektur gerne må være enkelt uden det overflødige. Jeg bryder mig ikke om det prangende, men derimod søger jeg altid at enkelthed skal kædes sammen med, at rum og arkitektur skal gøre os nysgerrige og være hyggeligt. Jeg elsker mit arbejde bl.a. fordi indretning, møbler og arkitektur aldrig står stille og at der er en kontinuerlig læring. 

Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med indretning, møbler og arkitektur i mange år endnu og at følge udviklingen - og hvem ved måske er fremtiden, at vende tilbage til fortiden.

Tak fordi du gav dig tid til at læse min historie

og om mine oplevelser med arkitektur, indretning og møbler, som har været en stor del af hele mit liv.

Med venlig hilsen

Jesper Henriksen

cand. arch. arkitekt MAA